Dukkeekspedition i Europa 1999

Af Majbrit Muzs, DAG dommer og instruktør.

(Oprindeligt trykt i bladet Dukkeklubben, 3, 1999)

Del 1: Messer og museer i Sonneberg og Neustadt

 I marts 1999 holdt Dr. Torkild Hinrichsen, direktør for Altonamuseet, foredrag om Europas vigtigste ”dukke-byer” i Tyskland. Inspireret heraf har Majbrit Muzs og Per Tranum været en tur ned igennem Tyskland og oplevet en del af ”Spielzeug-Strasse”, Legetøjsruten på grænsen mellem det gamle øst og vest, som går fra Walters- hausen i nord til Nürnberg i syd. Her blev hovedparten af europæisk legetøj fremstillet i årtier. Målet var blandt andet en kæmpestor messe for dukker og bamser i Neustadt bei Coburg.

Per og jeg tog nogle dages ferie i maj og startede sydpå for at se dukkemessen. Vi havde på forhånd bestilt hotel i Sonneberg, som er naboby til Neustadt, og vi havde tilmeldt os en tur i bus til Skildpaddedukke-museet. Dette var det eneste, vi havde planlagt – resten skulle improviseres hen ad vejen.

Spielzeugstrasse

Herover: Spielzeugstrasse fra Waltershausen i nord til Nürnberg i syd.

Da vi om ved 22-tiden om aftenen kørte ind i Sonneberg (tidligere DDR), troede vi, at vi var kommet til en spøgelsesby. Der var mørkt og dystert, næsten ingen oplyste vinduer, forfaldne fabriksbygninger og egentlige ruiner – og ingen mennesker. Det virkede, som om alt i byen var lukket og forladt.

Efter at have kørt rundt i lang tid – det var svært at orientere sig uden lys og uden nogen at spørge om vej - fandt vi endelig vores hotel. Noget senere fandt vi også den mand på hotellet, der skulle udlevere vores nøgle – han var næsten endnu sværere at finde.

Næste morgen var byen som forvandlet: folk myldrede rundt, og der var skilte alle vegne om dukkemessen i Neustadt bei Coburg og om modeljernbane-messen i Sonneberg.

Efter at have kørt rundt og orienteret os lidt, gik vi ind på Spielzeug Museum i Sonneberg. Vi vidste, at der var en del museer, så vi kunne lige så godt begynde med det samme. Museet ligger i et pragtfuldt gammelt hus, og det var virkelig spændende at gå op ad trapperne. Museet har en enorm samling, både af mekanisk legetøj og utrolig mange dukker, placeret på mange etager. Der var en udstilling af japanske dukker fra den japanske pigedukkefest 3/3. Der var et utal af fine tyske dukker, mange china/parian skulderhoveder, som ikke var færdigmonteret. Der var en del præsentationsark med all bisq dukker i flere størrelser. Der var umonterede skulderhoveder af tyske dukker. I et rum for sig var der bamser, både gamle og nye. Der var moderne dukker og Skildpaddedukker; blandt andet så jeg en antik Gebr. Heubach googly pige – hende studerede jeg indgående, for jeg har formen til hende, men aldrig før set hende, heller ikke i bøger.

Præsentationsark

Herover: præsentationsark fra Sonneberg legetøjsmuseet

Tilfældigvis var der en særudstilling af Käthe Kruse dukker på øverste etage. Alle de gamle Käthe Kruse dukker stod i montrer. Käthe Kruse dukkerne bliver igen fremstillet efter at produktionen har ligget stille i mange år. De nye Käthe Kruse dukker bliver lavet af kunststof, men mangler de gamle dukkers charme, synes jeg.

Gamle Käthe Kruse-dukker på Spielzeugmuseum i Sonneberg

Herover: gamle Käthe Kruse-dukker på Spielzeugmuseum i Sonneberg foto: Per Tranum

Jeg købte en bog, som er et katalog over legetøj fra Herman Kurtz fra 1912. Der er mange dejlige stykker legetøj fra den tid.

Næste dag åbnede messen, og vi var meget spændte på, hvad der var at købe, helst så billigt som muligt. Kunne jeg mon finde et antikt dukkehoved til en billig penge?

Det var overvældende at komme ind på det enorme marked med dukker og bamser. Jeg ville ikke se på andre boder end dem, som havde gamle dukkedele, gravet frem fra jorden. Ca. 4 boder havde disse ting, men den tid er forbi, hvor det var billigt. For eksempel skulle man give 1200 – 2000 kr. for et A.M. 390 hoved til en ca. 35 cm høj dukke, med gamle øjne, som var gået i stykker. Kvaliteten var ikke særligt god, så det var dyrt, men dårligt!

Der var dukkedele i massevis, arme, ben, kroppe m.m., men kun 1 af hver. Gamle china hoveder, som var brækket deres skuldre,var limet på korkpropper og kunne bruges til vinflasken derhjemme, eller hovedet var limet fast til et meget større skulderparti. Det var tydeligt, at det efterhånden var det dårligste, der var tilbage. For 10 år siden, da muren faldt, var der 60-70  familier, som levede af at grave dukkedele op af jorden; nu var der kun 4-5 familier tilbage. Man skal dog stadig huske, at de ting som blev gravet ned dengang ikke var gode nok til salg, og det kan ses. Jeg fandt dog nogle små chinahoveder, som kan bruges til dukkehusdukker. Dem glæder jeg mig til at lave færdig.

"Gravernes" stande på Neustadtmuseet:

Herover: en af ”gravernes” stande på Neustadt-messen; der var masser af opgravede dukkedele, men det var desværre både dyrt og dårligt... Foto: Per Tranum

Efter at mit behov for at se på gamle dukkedele var tilfredsstillet, fik jeg set grundigt på resten af messen. Der var mange gamle tyske dukker, og det er fantastisk at se dem så tæt på – tage dem op i hænderne og have mulighed for at eje dem – hvis ellers pengepungen var til det.

Der var enkelte franske dukker, som en hollænder havde til salg. Tyskerne er glade for deres egne dukker, men deres dukkepriser er meget høje.

Bamser var der også – jeg er så småt ved at blive forelsket i de bæster!

Bamser var der også...

Herover: bamser fra Sonneberg legetøjsmuseet - jeg er vist ved at blive forelsket i de bæster...

Der var en bamsekonkurrence med ca. 100 bamser. Det var en fornøjelse at se de mange påfund, og vi blev grundigt sat ind i reglerne til brug ved vores egen konkurrence i oktober.

Der var ikke ret meget miniature på denne messe, men der var rigeligt at alt det andet.

Så blev der kaldt over højttalerne, at bussen til Skildpaddedukke-museet afgik om ½ time. En dejlig gammel rød bus fra 50´erne med røde lædersæder kørte os til museet – det gik ikke stærkt, for jeg tror ikke, at den kunne køre 60 km/t.

Vores fine røde bus

Herover: ”vores” fine røde bus uden for Skildpaddedukkemuseet Foto: Per Tranum

Inde på museet blev vi godt og med (tysk) grundighed vist rundt af en tysk kvindelig guide, som talte som læst op af en bog – og

vi var sidst i køen, som bevægede sig rundt i museets smalle gange og små rum på flere etager.

Vi bestemte os så for at kigge for os selv uden foredrag, for det var for svært at følge med i.

Her var alle de gamle celluloid-dukker, og så alle de nye, som er lavet i de gamle forme. Materialet – tortellan – er nyt, fordi celluloid er forbudt.

Det var alt i alt et sødt museum, men vi var nødt til at skynde os igennem det, fordi bussen skulle være hjemme til en bestemt tid.

Schildkröt dukkemuseum

Herover: fra Skildpaddedukkemuseet Foto: Per Tranum

Da vi var tilbage, kunne vi lige nå hen på Museet for Legetøjsindustrien i Neustadt bei Coburg, kort tid før de lukkede.

I forhallen var en fin ekstraudstilling: ”Menneskenes Børn” af tyske dukkekunstnere, blandt andre Anette Himstadt.

På etagen ovenpå var der gamle værksteder, bl.a. til papmachédukker med prægemaskiner. Der lå så mange papdukker i det værksted, at der må have været oceaner af papdukker på den tid, hvor fabrikationen stadig var aktiv. Der var værkstedet, hvor der blev lavet dukkekroppe, drejet i træ. Udstillet var også de store kurve, som folkene fra de legetøjsproducerende bjerglandsbyer om foråret fyldte med vinterens arbejde og vandrede ned til byen for at sælge. Og der var mure, som var bygget op af brugte dukkeforme – det var mest tilbygninger, man brugte dem til.

Fra legetøjsmuseet i Neustadt

Herover: fra Legetøjsindustri-museet i Neustadt. Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det, men muren består altså hovedsagelig af dukkeforme.  Foto: Per Tranum

Vi var meget hurtigt igennem legetøjsindustri-museet på grund af, at vi var kommet så tæt på lukketiden.

Jeg håber, at jeg får en plancheudstilling færdig til Lyngby-Messen, som viser mange af de ting, jeg har skrevet om her.

Læs i Dukkeklubben 4/99 næste del af ”Dukkeekspedition i Europa”: Sonneberg-området, Armand Marseilles og Ernst Heubachs huse samt dukkemuseet i Coburg med Barbies bedstemor.

 

Majbrit