TILBAGE TIL THÜRINGEN (Maj 2014)

Af Per Tranum Jensen

 

 

I 1999 var vi (Majbrit og Per) på en rejse igennem Europa til Thüringen og ”Spielzeug-Strasse”, Legetøjsruten på grænsen mellem det gamle øst og vest, som går fra Waltershausen i nord til Nürnberg i syd. Her havde vi spændende og interessante oplevelser, som man kan læse om i artiklerne ”Dukkeekspedition i Europa 1999” del 1, 2 og 3 her på hjemmesiden.

15 år efter vores første rejse skulle vi nu vende tilbage til området, da DAG i foråret 2014 holdt deres store årlige Europæiske dukkefestival i Thüringen.

Efter ca. 11 timers motorvejskørsel fra Charlottenlund, lystrede vi artigt GPS´ens kommando om at tage næste frakørsel (vi har dårlige erfaringer med at trodse stemmen fra dette lille apparat!)

Fra motorvejen fortsatte ruten igennem smukt bakkede og grønne landskaber, længere og længere ind i et stort skovområde. Byerne tyndede ud, og der var efterhånden ikke meget bebyggelse, da vi havde kørt 1-2 timer på landevejen.

Sidste stræk førte ind i en skov, og vi kørte nu på en ganske lille vej med mange sving og en ret stejl stigning. Lige da vi var ved at blive enige om, at vi havde kørt forkert (og at GPS´en skulle fyres), drejede vi ind på en blind vej, bred som en cykelsti. For enden lå skovhotellet ”Waldhotel Bächlein” mellem høje træer og foldarealer med heste og lamaer.

Waldhotel Bächelein

Det så meget hyggeligt ud -  og var placeret meget langt fra alt, hvad der minder om en by.

Dagen efter ankomst (torsdag) var der stort legetøjsmarked i Neustadt bei Coburg, som ligger ca. 20 km fra skovhotellet. Jeg tog derind for at fotografere, mens Majbrit måtte passe sit arbejde som dommer i dukkekonkurrencen på hotellet.

Vejret var overskyet og med byger, og markedet var ikke så velbesøgt som ventet.  

Der var mange overdækkede salgsborde med forskelligt gammelt legetøj og rigtig mange dukker og bamser. Både tyske og franske dukker stod udstillet til salg i hundredevis, men uden at være ekspert kunne jeg godt se, at  priserne ikke var lave – det var ikke her, man skulle forvente at finde et ”skat” til spotpris.

Jeg tog nogle billeder, før jeg vendte tilbage til vores hyggelige skovhotel, hvor Majbrit puklede med at dømme dukker.

Fredag eftermiddag fik vi begge to lejlighed til at køre en tur og finde nogle af de steder, vi havde besøgt for 15 år siden. Vi forventede nok, at der var sket store forandringer, men vi skulle blive klogere.

Sonneberg, som ligger ca. 3 km fra Neustadt, var stadig lige så præget af at være en forladt østtysk by som dengang. Mange bygninger er stadig tomme og forfaldne med tilskoddede vinduer og døre. Tidligere smukke store huse som vidner om områdets storhedstid som ”hovedstad” for dukkefremstilling, var i en ligeså sørgelig forfatning som i 1999, og vi undrede os over at fremskridtet ikke var kommet hurtigere til disse byer.

Lidt udenfor Sonneberg ligger forstaden Köppelsdorf.

Ca. 100 m. efter byskiltet fandt vi den gamle kæmpevilla hævet et stykke over vejen, som vi straks genkendte fra sidste gang. Dette var Ernst Heubach´s første villa, manden som skabte dukkemærket og –fabrikken Heubach Köppelsdorf, som er kendt af alle dukkesamlere i verden.

  

Huset ligner stadig et spøgelseshus med flere tomme vinduesåbninger og afskallet maling. Stilladser vidner om, at huset er under renovering, men da vi var der for 15 år siden, så det stort set ligesådan ud. Der arbejdes ikke hurtigt på disse kanter!

Trods forfaldet er det et flot hus, som sandsynligvis en gang har været blandt byens mest prangende villaer, ejet af en af områdets mest succesrige forretningsmænd og spidsborgere.

 

Bygningen er både respektindgydende og kunstfærdigt dekoreret, blandt andet omkring indgangspartiet med den solide hoveddør.

Fra Heubach´s hus kørte vi ca. 500 meter længere, hvorfra vi ca. 100 m væk og højt hævet over vejen kunne skimte en endnu større villa gennem træerne.

 

Villaen lå i et afhegnet og tilgroet, parklignende område, tilsyneladende uden mulighed for at komme tættere på - huset syntes isoleret og utilgængeligt inde i det lidt dystre område.

Efter nogen søgen fandt vi dog en lille vej, som snoede sig stejlt op til et parkeringsområde, afsides beliggende tilbagetrukket fra vejen.

Her var indgangen til Armand Marseilles imponerende herskabsvilla, som bar præg af endnu mere storhed og autoritet end Ernst Heubachs villa. Huset var udsmykket med blandt andet søjler og præsenterede sig med en facade, som kan ligne et ansigt med øjne og en stor åben mund.

Der var tale om en stadig ret velbevaret murstensbygning, delvist renoveret med blandt andet nye vinduer. Her kunne vi se, at der faktisk var sket lidt på de 15 år, men også at meget var uforandret.

 

Spredt omkring huset var stadig tilgroede søjler og piedestaler, udsmykket med figurer, som måske er dukker eller børn. 

   

På jorden fandt vi, ligesom for 15 år siden, en blanding af byggeaffald og småsten, som ved nærmere eftersyn viste sig at være knuste dukkedele.

   

Nogle skår var hvid, umalet porcelæn, andre malede brudstykker af arme, ben og ansigter med øjenvipper og andre detaljer.

Rundt omkring stod spande fyldt med dukkeskår, ølflasker og andet affald

Overalt var der vidnesbyrd om, at dette engang var hjemsted for en af de største og mest produktive dukkefabrikanter i verden.

Vi gik rundt om huset og betragtede det fra alle sider. Indgangsdøren lå højt oppe for enden af en trappe. På indgangspartiet befandt sig en dørklokke med et navn på, tydeligvis helt nyt.

Af nysgerrighed ringede vi på, døren blev åbnet, og en ung lyshåret kvinde hilste på os. Vi forklarede, at vi var nysgerrige om Armand Marseilles gamle hus, fordi Majbrit er dukkemager. Kvinden var meget venlig og fortalte, at hun lejede et værelse i huset, som var under istandsættelse. Hun vidste lidt om Armand Marseille og viste os en bog om ham og om porcelænsdukkernes æra. Bogen var vist nok lokalt produceret og desværre ikke længere til salg.

Nogle hundrede meter fra Armand Marseilles gamle og imponerende villa fandt vi endnu et imponerende, men meget nyere, lyst malet og velholdt kæmpehus. Villaen, som nærmest var et palæ, var Ernst Heubachs nye bolig, som han lod opføre og flyttede ind i fra det gamle ”spøgelseshus”.

Huset var tydeligvis beboet, og vi holdt os behørigt på afstand.

Fyldt af indtryk - og af en lidt mærkelig følelse af, at tiden var gået i stå - vendte vi tilbage til vores hyggelige hotel, langt ude i den sydtyske skov, hvor trolde og elver siges at bo.

Fredag aften var der gallamiddag og underholdning på hotellet. Vi deltog selvfølgelig, men var også lidt trætte og trak os ret tidligt tilbage til værelset.

Næste dag (lørdag) havde Majbrit nogle timers fri fra dommerjobbet, og vi kørte lidt rundt i området.

Om aftenen var der præmieceremoni, hvor vinderne af DAG´s og GDS´ konkurrencer skulle kåres, og hvor alle deltagere fik adgang til udstillingen, hvor de kunne se hvilken farve bånd deres dukker havde fået.

Som sædvanlig var der mange følelser i spil omkring præmieuddelingen, for alle havde jo brugt oceaner af tid og arbejde på deres dukker. Glæde, lettelse og skuffelse kom til udtryk, og dommerne fik sidst på aftenen (sent!) travlt med at give tilbagemeldinger til alle deltagere, der ønskede det. De fleste accepterede dommernes afgørelser og den feedback, som altid er beskrevet på et bedømmelsesark for hver enkelt dukke.

Dagen behøvede vi heldigvis ikke at skynde os hjem, da vi havde bestilt et ekstra døgn på hotellet efter dukkefestivalen. Vi kunne derfor holde en fridag og i ro og mag pakke bilen, før vi næste dag vendte kølerhjelmen på vores SAAB mod Danmark. (PS: Det blev denne gamle SAABs sidste udlandstur.)

 

Vi vender tilbage med en ny rejseartikel fra dukkefestival i Bristol 2015

 

 

Majbrit og Per